Bemærkninger til hastighedsplan og plan for 40 km/t zoner i Rudersdal

Holte Grundejerforening fremsætter hermed bemærkninger til emne udkast. Bemærkningerne er opdelt i generelt samt bemærkninger for Holte-området vest for Kongevejen og bemærkninger til øst for Kongevejen.

GENERELT

Indledningsvis vil Holte Grundejerforening (HGF) gerne støtte op om kommunens bestræbelser for nedsættelse af hastigheden på kommunens veje som følge af den væsentlige stigning i trafikken, som opleves ikke blot på gennemkørselsveje, men også i villakvarterer. Trafikplanens målsætning om større trafiksikkerhed, tryghed og mindre støj har derfor foreningens fulde støtte, da det anskuer målsætningerne mere principielt og helhedsorienteret. HGF bakker derfor helt op om ideen med sammenhængende byområder med en ensartet hastighed. Dette opfattes også som et opgør med den hidtidige opfattelse af inddelingen i lokalveje, hvor nogen har haft 40 km/t. og andre 50 km/t i det samme område. Det har uforståeligt nok været tilfældet for eksv. Dronninggårds Alle, Parcelvej, Vejlesøvej mm. HGF bemærkninger knytter sig således primært til Hastighedsplanens områder 15, 16 og 17. For disse områder er der tale om ensartede gamle villakvarterer. Selv om nogle af vejene er private fællesveje, ændrer det ikke indtrykket eller opfattelsen af, at der er tale om villakvarterer, som er indbyrdes forbundne, og som støder op til andre villakvarterer eller landzone. Derfor skal trafiksikkerheden, trygheden og den mindre støj være ensartet for disse områder. HGF er derfor enig i, at der skal opsættes røde påbudsskilte med 40 km/t. ved alle indfaldsveje til områderne og i øvrigt efter omstændighederne. De samme forhold gør sig også gældende for Øverødvej, som er udeladt af område 16, på strækningen fra Frederik Clausens Vænge til Kongevejen. Vejen passerer gennem et villakvarter, hvor der færdes skolebørn til og fra områdets skoler og et plejecenter med ældre og syge mennesker. Lige før Midtpunktet er den som handelsgade op blomstret, og trafikken opleves mere intens. Derfor skal strækningen fra Frederik Clausens Vænge være omfattet af område 16 med 40 km.t. Strækningen skal etableres med hastigheds dæmpende foranstaltninger herunder flere fodgængerfelter.

HGF er af den principielle og opfattelse, at trafiksikkerheden gælder alle trafikanter. Hvorfor hastighedsplanen også skal tage højde for den trafik, der færdes til fods og på cykel. Rudersdal Kommune har i en overrække favoriseret cyklisters sikkerhed på bekostning af fodgængeres ved nedlæggelse af fortove, selv om der i området er flere gående end cyklende. For disse områder er det nødvendigt at retablere fortove og samtidig sikre, at cyklisterne både er sikre og ikke til fare for fodgængere, som det er oplevelsen i dag.

 

FOR OMRÅDET VEST FOR KONGEVEJEN (Område 15 og 17)

Som omtalt under generelt skal Holte, Vejlesøkvarteret og Dronninggård Kvarteret ses under et. Det er de lokalt boende, der bevæger sig til indkøbsmulighederne i Holte og på arbejde. HGF er enige i kommunens plan for en sammenhængende 40km/t zone for områderne markeret med røde påbudsskilte.

Da områderne er karakteriseret ved flere lokalt gående end cyklende beboere, hvor fortovene er blevet nedlagt til fordel for cykelstier, genoprettes fortovene for gående og løbende også for at give borgerne sikker til/adgang til deres matrikel. Forholdene for trafiksikkerhed for cyklister på vejen skal tilsvarende sikres ved etablering af hastighedsdæmpende tiltag og indsnævringer af typen ”mellem” som ses anvendt på Rudemarken. Disse tiltag kan bl.a. prioriteres For Dronninggårds Alle, på de strækninger, hvor fortovene er sløjfet, men hvor fodgængere naturligvis har behov, for ad/tilgang til deres matrikler som en del af fodgængernes og beboernes naturlige adfærd.

 

FOR OMRÅDET ØST FOR KONGEVEJEN (Område 16)

HGF er enige i kommunens plan for en sammenhængende 40 km.t. zone for området øst for Kongevejen, område 16. Som nævnt under generelt er der behov for, at Øverødvej omfattes af zone 16 med røde påbudsskilte 40 km/t. Øverødvej er særlig problematisk pga. den store trafikmængde, der benytter denne vej. Vi hæfter os ved, at man har kunnet sænke hastigheden mellem Gl Holte og Holte på Øverødvej, men at man ikke har gjort noget på strækningen fra Øverød til Holte, hvor de virkelig store problemer er.

·        Der er over 100 udkørsler til Øverødvej

·        Der er 1,2 km uden sikre krydsningsmuligheder i tæt bymæssig bebyggelse

·        Der er en massiv trafikmængde og i aften og nattetimer, hvor vandvidskørsel jævnligt opleves.

Klassificeringen af Øverødvej som overordnet trafikvej blev foretaget for nogle år siden, men er fortsat utidssvarende i dag. Man har heller ikke kunnet dokumentere vandvidskørsel, da den anvendte metode (slangemålinger) max registrerer 80 km/t. Hastighedsoverskridelserne er et alvorligt problem for beboerne. Derfor ønskes hastigheden sat ned til 40 km/t. Det ændrer ikke på fremkommeligheden, da der ofte i forvejen er køkørsel i dagtimerne. På Øverødvej er der derfor behov for indsnævringer og hævede flader for at stoppe vandvids kørsel. Et alternativ kunne være anvendelsen af actibump, som måske i højere grad tilgodeser fremkommeligheden, og som benyttes i flere og flere byer i Danmark.  Behovet for hastighedsdæmpende tiltag er helt klart til stede på Øverødvej for at tilgodese borgerne i hele områdets villakvarterer. Kan man ændre motorvejsstrækningen fra Virum til Gentofte fra 90 km/t til 70 km/t – på grund af støj – så kan man også ændre hastigheden på strækningen fra Frederik Clausens Vænge til Kongevejen fra 50 km/t til 40 km/t. af trafiksikkerhedsmæssige årsager. Det kan der på den baggrund ikke være principielle årsager imod.

 

AFSLUTNING

Som det fremgår af ovenstående, er HGF ganske entusiastiske over trafikplanen og håber på forståelse for de mere omkostningstunge trafikdæmpende foranstaltninger, som er holdt på et minimum, idet markeringen af trafikzonerne med røde 40 km/t. påbudsskilte har den absolutte prioritet. HGF bemærkninger er således helt i tråd med Hastighedsplanens målsætninger med vægt på trafiksikkerhed for alle typer trafikanter.

Scroll to Top